Brødremenighedens Hotel

"Gæstfrihed er en dyd" for Brødremenigheden. Derfor var det vigtigt at have et hus, hvor Brødremenigheden kunne modtage gæster.

Hotellet blev bygget som et af de første huse i 1773 i én etage, og udvidet fire gange senere. Oprindeligt blev hotellet opført som et gæstgiverhus og først i 1854 blev det hotel. Hotellet er centralt placeret tæt på byens butikker på den nordlige side af Lindegade. Oprindelig havde hotellet sin egen gård med fontæne, med en stald til gæsternes heste, der afgrænsede gården mod vest.

Hotellet kan skrive Danmarkshistorie, idet det var på Brødremenighedens Hotel, at Våbenhvilen i 1864 blev underskrevet. Hotellet har gennem tiden huset flere af kongehusets medlemmer, hvilket fremgår af marmorpladen på hotellets vestgavl.

Hotellets arkitektur

Hotellets arkitektoniske særkende
Bygningen er ud mod Lindegade opført i gule sten og med stejle røde tegltage. Hovedtrappen med indgangspartiet ud mod Lindegade er et af byens mest pompøse med dekorationer på hoveddør og smedejernsgelænder.

Bygningen er præget af de mange om- og tilbygninger således, at bygningen fremtræder mindre ensartet, harmonisk og enkel end de fleste andre Brødremenighedsbygninger. Dette ses primært på bagsiden ud imod Prætorius Torv. Her ses en uheldig tilbygning til koncertsal fra 1899 i røde sten, flere forskellige tagformer og ar i murværket efter bygningsændringer. Men fordelagtigt har det været, at tidligere køkkenbygning på bagsiden er fjernet, og at nyt køkken nu er etableret i kælderen. En anden gevinst er terrassen mod øst, der er hentet fra Herrnhut.

I 1938 blev hotellet forkortet 2,5 meter mod vest, da Kongensgade skulle føres igennem, og i dag er der ingen bygning, hvor stalden lå. Det gamle gårdareal er i stedet blevet til en åben plads, "Prætorius Torv", ud mod Kongensgade.
Brødremenighedens Hotel
Brødremenighedens Hotel. Foto: Eva Kristensen
Brødremenighedens Hotel
Brødremenighedens Hotel. Foto: Christiansfeld Centret

Udskriv   Email