Kirkepladsen - byens centrum

Byen hjerte og centrum.

Kirkepladsen er byens hjerte og centrale punkt. Det var herfra brødrene startede opmålingen af Christiansfeld med huse, haver og veje.
Pladsen er omkranset af byens mest betydningsfulde bygninger. Kirken mod vest, Søstrehuset mod nord, præsteboligen og Prætorius’ hus mod syd og den oprindelige brandstation og det første hus mod øst.

Kirkepladsen er anlagt med græs og lindetræer - og i 2015 plantedes tre magnolietræer. Grusbelagte stier danner et enkelt korsmotiv, som samles i midten af brønden. Vandet kan ses som et billede på det levende vand, altså Jesus, som sendes ud til alle de fire verdenshjørner. Vandet havde også det praktiske formål at skaffe vand til byens husholdninger og værksteder. Fra grundlæggelsen af Christiansfeld var man bevidst om renlighedens betydning for at leve et sundt liv og bevare et godt helbred. Men byen undgik ikke fra tid til anden at blive hjemsøgt af epidemiske sygdomme, hvoraf kopper var den mest frygtede. Allerede i 1793 blev der taget initiativ til at lede vand fra en kilde i Kohaven ca. 3 km nordvest fra byen ind til brønden på Kirkepladsen. Vandet løb gennem udhulede træstammer og fordeltes derfra videre til de daværende cisterner. Foruden vandledningen var hver ejendom forsynet med brønde. 

Lidt over 100 år senere i 1899 erstattedes trærørledningerne fra kilden indtil byen med jernrør, og alle ejendomme blev tilsluttet ledningsnettet.

 

Brønden på Kirkepladsen. Foto: Eva Kristensen
Kirkepladsen. Akvarel 1797. Kunstner: A.S. Arndt.

Udskriv   Email