Brødremenighedens begyndelse

Brødremenigheden tager sin begyndelse i 1415, efter at Jan Hus, pga. sin kritik af den katolske kirkes misbrug af magt og teologi, blev brændt som kætter på bålet i Konstanz.

Ved hans død havde Jan Hus en omfattende tilhængerskare på over 150.000. I kølvandet af hans henrettelse og martyrdød opstod forskellige bevægelser - herunder den første Brødremenighed - en lille gruppe dannede fællesskabet "Unitas Fratrum" og fortsatte hvor Jan Hus slap.

30-årskrigen (religionskrig 1618-48) udslettede næsten Unitas Fratrum, og de troende spredtes for alle vinde.
Jan Hus. Foto Christiansfeld Centret

Stiftelsen af Herrnhut

Brødremenigheden og dens ideer levede videre i spredte rester indtil 1722 hvor en lille gruppe flygtede fra det nuværende Tjekkiet til Sachsen. Her fik de asyl hos den tyske Rigsgreve Nicolaus Ludwig von Zinzendorf.

Grev Zinzendorf delte de tjekkiske asylanters ønske om trosfrihed, og i fællesskab stiftede de verdens første Brødremenighedsby nær bakken kaldet Hutberg. Byen kom til at hedde Herrnhut, som både betyder ”Under Herrens beskyttelse” og ”På vagt for Herren.” Løbende kom flere flygtninge til, og da mange af dem var dygtige håndværkere, blomstrede byen og bygningerne lige så hurtigt som den frigjorte ånd.
Den første brødremenighedsby Herrnhut. Foto: Christiansfeld Centret

Nicolaus Ludwig von Zinzendorf

Nicolaus Ludwig von Zinzendorf (1700 - 1760) var Rigsgreve af højadelig herkomst i Sachsen og i familie med det danske kongehus. Han var meget optaget af religion og i særdeleshed trosfrihed.
1728 besøgte den danske Kronprins Christian og Kronprinsesse Sofie Magdalene Herrnhut for selv at se den specielle by, og de blev så begejstrede, at de inviterede Grev Zinzendorf til Christian VI’s kroning i København i 1731.
Grev Zinzendorf blev en populær herre i København. Men Grev Zinzendorf havde fjender i Tyskland, og de advarede Kongen mod hans friere syn på kristendom. Derfor blev Grev Zinzendorf og Brødremenigheden lagt på is i resten af Christian VI’s regeringstid.
Grev Zinzendorf havde en livslang drøm om at få grundlagt en dansk brødrekoloni, men 13 år inden hans drøm blev til virkelighed, døde han i 1760, 59 år gammel.
Grev Nicolaus Zinzendorf. Foto: Christiansfeld Centret

Idéen om en dansk Brødremenighedsby

På Christian VII’s store Europarejse i 1768 sammen med Struensee, kom de bl.a. til Brødremenighedsbyen Zeist i Holland, der var en driftig by med velorganiseret håndværk og industri. Efter rejsen tog Struensee kontakt til et medlem af Brødremenigheden, Lorenz Prætorius, som fik til opgave at rette henvendelse til Brødremenigheden i Herrnhut, idet kongen ønskede at opføre en lignende by i Danmark. I Herrnhut modtog man meddelelsen positivt, idet en menighedsby, eller menighedskoloni, som man kaldte byerne, ville være et vigtigt ressourcecenter for både diaspora-arbejdet og missionsarbejdet på Grønland og på de Vestindiske Øer. Brødremenigheden gik i gang med at finde et passende sted at opføre en menighedsby og fandt frem til Tyrstrupgård. I forvejen var der en lille menighed vest for Tyrstrupgård i landsbyen Stepping, hvor menigheden ejede et lille hus.

Ulovligt at være medlem af Brødremenigheden

Tyrstrupgård var krongods og blev købt i juni 1772. Inden da var der en række ting der skulle bringes i orden: Kongen skulle formelt give Brødremenigheden lov til at slå sig ned inden for landets grænser. Menigheden holdt fast i, at de ønskede at virke som menighed i byen også efter dens grundlæggelse. Det gav lovgivningen ikke rigtig mulighed for. For det første var der siden 1740'erne lavet to forordinger, som forbød befolkningen at blive medlemmer af Brødremenigheden. For det andet eksisterede der ikke religionsfrihed, og man kunne ikke bare uden videre nedsætte sig med en ny kirkeretning, som tilsidesatte statskirken. Der blev derfor udarbejdet en forordning, som gav Brødremenigheden ret til at være Brødremenighed indenfor Danmarks grænser og ophævede samtidig tidligere tiders forbud. Det skal dog understreges, at det kun kunne lade sig gøre fordi, Brødremenighedens bekendelsesgrundlag var det samme som den lutherske statskirkes.

Byplan over Christiansfeld. Foto: Christiansfeld Centret
Kobberstik, 1780. Foto: Christiansfeld Lokalhistorisk Arkiv og Forening

Særlige privilegier

Udover at sørge for at Brødremenigheden kunne fungere som frimenighed, tilbød Christian VII flere favorable forhold ved grundlæggelse af Christiansfeld såsom:
  • Delvis skattefrihed de første 10 år.
  • Tilskud på 10% til bygninger opført de første 10 år.
  • Fuld indre frihed til skole- og erhvervsvirksomhed.
  • Frihed for militærtjeneste.
  • Toldfrihed de første 10 år (blev forlænget til 1802). 

Struensee blev henrettet efter, at koncessionen var udarbejdet, men den nye regering bekræftede den 13. august 1772 koncessionen, og dermed var man klar til at bygge. Johannes Prætorius, søn af Lorenz Prætorius, blev menighedens første præst og blev sammen med den svenske Jonathan Briant ansvarlig for byens opførelse. Jorden blev opmålt og den 1. april 1773 lagdes grundstenene til fire bygninger: Brødremenighedens første forsamlingshus, præstebolig, forstanderbolig og Brødremenighedens logi (Hotellet). De første, der kom til byen, var 22 mennesker, hvoraf én var dansker, mens de øvrige 21 personer var fra andre brødremenighedsbyer.
Det første hus bygget i 1773. Foto: Christiansfeld Centret

Grundlæggelsen af Christiansfeld

Johannes Prætorius, søn af Lorenz Prætorius, blev menighedens første præst og blev sammen med den svenske Jonathan Briant ansvarlig for byens opførelse. Jorden blev opmålt og den 1. april 1773 lagdes grundstenene til fire bygninger: Brødremenighedens første forsamlingshus, præstebolig, forstanderbolig og Brødremenighedens logi (Hotellet). De første, der kom til byen, var 22 mennesker, hvoraf én var dansker, mens de øvrige 21 personer var fra andre brødremenighedsbyer.
I løbet af 10 år var de centrale bygningerne opført og efter 30 år stod byen stort set færdigt.
Christiansfeld set fra oven. Foto Christiansfeld Centret

Udskriv   Email